Roskilde Domkirke er Danmarks officielle gravkirke siden 1500-tallet, men endnu ældre kongegrave findes i Domkirken.
Kontinuiteten i det danske monarki har i århundreder baseret sig på iscenesættelser ved livets store overgange. Mens kroningen opleves som noget øjeblikkeligt og performativt, fastholder det kongelige gravmæle magtsymbolik og sakralitet hinsides nuet. Rigt udsmykket med symboler og fortællende dekorationer udgør både gravmæler og kapeller dermed en forbindelse til fortidens monarker og deres samtid. Samtidig underbygger gravmælerne forestillingen om kongeslægtens fortsatte berettigelse. Gravmælerne i Domkirken er således en fysisk manifestation af ordene ”kongen er død, kongen længe leve”. Dermed bliver Roskilde Domkirke samlet set et magttestamente, der trækker tråde til det konstitutionelle monarki, enevælden, Kalmarunionen og det danske monarkis begyndelse.
Med fortællingen om Roskilde Domkirke som Harald Blåtands begravelsessted, indtog Roskilde Domkirke allerede i den tidlige middelalder rollen som kongelig gravkirke. Fra 1413, hvor Margrete 1. under stor bevågenhed blev gravlagt i kirken, er næsten alle danske konger og dronninger begravet her. Gravkirketraditionen peger ikke alene bagud, men også fremad med færdiggørelsen af Margrethe 2.s gravmæle i 2018. Domkirken rummer flere kongelige begravelser end nogen anden kirke i verden.