Den nederlandske skipper Cornelis de Jong nærmer sig Øresund nordfra med skibet fyldt af krydderier og kolonialvarer. Det er tidlig morgen i juni, året er 1585, og solen er ved at stå op. Han mærker den friske vind fra sydvest i ansigtet og fornemmer den salte smag af bølgernes skumsprøjt mod skibets sider. Det er en smuk morgen, og dér mod styrbord kan han pludselig skimte Kronborg, som vokser frem af horisonten med dets skinnende hvide mure, glimtende kobbertage og gyldne spir.  Et kort sekund taber de Jong vejret. Kronborg er et imponerende syn, et bygningsværk, som udstråler både overvældende magt og udsøgt elegance. De Jong råber til mandskabet, at de skal kippe med flaget og sætte kurs mod Helsingør. De skal betale Øresundstold før de kan sejle videre til kunderne i Østersøen. Han kigger endnu engang på det netop færdigbyggede pragtslot. ”Det har været dyrt, meget dyrt”, tænker han, ”gad vide om de endnu engang har sat Sundtolden op? Det er jo sket før!” De Jong sukker og lægger til kaj.
I over 400 år var Kronborg og fæstningen ved Helsingør hovedsæde for opkrævningen af Øresundstolden. Det begyndte allerede i 1400-tallet, da Erik af Pommern byggede en fæstning på stedet, som fik navnet Krogen. Udover opkrævning af Øresundstold, sikrede fæstningen også, at Danmark som den dominerende magt i Norden havde kontrol med hvilke fremmede magter, der bevægede sig ind i Østersøen. På den tid, under Kalmarunionen, blev Østersøen nemlig opfattet og behandlet som indre dansk farvand. 
Lidt over hundrede år senere, i midten af 1500-tallet, havde ny våbenteknologi imidlertid gjort den gamle middelalderfæstning Krogen forældet, og den nye konge, Frederik 2., besluttede derfor at modernisere og effektivisere selve fæstningsværkerne med bastioner og kasematter, og samtidig blev et helt nyt og moderne renæssanceslot, Kronborg, bygget som en passende ramme om den nye konges hurtigt voksende familie.  
Bygningen af Kronborg tog over ti år, og gik gennem flere faser. Slot og tårne blev først bygget i rødsten med sandstensfriser, men det var også den måde adlen byggede sine godser på, og efter Frederik 2.s mening skulle der være forskel på konge og adel. Så derfor lod Frederik 2. Kronborgs røde mure dække helt af smukke, hvide sandsten fra Skåne og Gotland. 
Slottets hvide facader kombineret med de rødlige kobbertage og de gyldne tårne var et imponerende og prangende skue for alle, der ligesom skipperen de Jong kom sejlende gennem Øresund. Og slottet havde da også kostet gevaldig mange penge at bygge og udsmykke, og Øresundstolden blev derfor over årene gradvist omlagt og hævet for at dække regningen. Det frustrerede alle, der måtte igennem Øresund for at drive handel i Østersøen, men med slottets truende kanoner rettet direkte mod skibene i sundet, turde de søfarende ikke andet end at betale kongen for at sejle forbi.  
Og ikke alene steg tolden per skib, men antallet af skibe voksede faktisk også markant i løbet af 1500-tallet, og det skæppede godt op i kongens pengekiste. Øresundstolden var nemlig kongens egne penge, som Frederik 2. kunne bruge til sine egne projekter, heriblandt Kronborg. 
Kronborg blev et af renæssancens fineste slotte. Handelsmænd, diplomater og kongelige berettede om det storslåede slot og hoflivet med pomp, pragt og kanonskåler. Beretningerne om Kronborg nåede hele vejen til England og inspirerede Shakespeare til at bruge slottet som ramme for sit drama om Hamlet.
Det overdådige hofliv forsvandt dog gradvist, efter at slottet brændte i 1629. Her tog flammerne det meste af slottets dyrebare møbler, malerierne og kobbertaget. Slottet blev genopbygget, men i 1658 besatte og plyndrede den svenske konge, Karl Gustav, det og kun efter intervention fra europæiske stormagter kom Kronborg i foråret 1660 atter tilbage på danske hænder.